mandag den 21. oktober 2013

Lucas Candido leverer rundens kanon i Brasilien

Rundens absolut flotteste kasse faldt pa Arena Independência i Belo Horizonte, da Libertadores-mestrene Atlético-MG tog imod Flamengo i den 30. runde af Serie A.

Matchen bød kun på en enkelt scoring, men den var til gengæld alle entrepengene værd. Den 19-årige Atlético-MG-spiller Lucas Cândido stod for kampens oplevelse, da han godt 10 minutter inde i 2. halvleg kanonerede bolden ind fra over 20 meter.

Træner Cuca havde givet Lucas Candido chancen fra start, og den tidligere brasilianske U20-landsholdsspiller fik med denne drømmescoring noget af et mini-gennembrud for "O Galo" (Hanen) på seniorniveau.

Atlético-MG rykker med sejren op på 6. pladsen i Serie A. "O Galo" har ikke det helt store at spille for, da kvalifikationen til Copa Libertadores allerede er i hus. Cuca & Co. bruger derfor den hjemlige turnering som forberedelse til VM for klubhold, som spilles i december måned. 

Flamengo daler med nederlaget til 11. pladsen med 10 points op til Top 4 og 7 ned til nedrykningsstregen. Skal de rød-sorte ud på sydamerikanske scene skal det ske via pokalturneringen Copa do Brasil. Her er Flamengo nået til kvartfinalen, hvor modstanderen er lokalrivalerne fra Botafogo.

Se Lucas Cândidos drømmetræffer her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar